fbpx

Lægende planter til det uroplagede sind

Uddrag af Botanical Interventions in the Treatment of Psychoemotional Disorders

(Urtemedicinsk brug i behandlingen af psykoemotionelle forstyrrelser)

af Deborah Frances, RN, ND

 

(Plantenavne i artiklen herunder: Først dansk, dernæst engelsk og til sidst latinsk. Søg evt. selv mere viden om planterne på nettet. Red.)

 

Almindelig lægebehandling af mentale sygdomme prøver ofte at fjerne såkaldt “afvigende” mentale processer og få patienten bragt tilbage til den “normale” virkelighed. For eksempel bruges forskellige former for psykotrope stoffer til at fjerne hallucinationer og vrangforestillinger, psykofarmaka bruges mest til behandling af skizofreni og virker ved at blokere dopamin-receptorer, og dybe psykoser behandles stadig med elektrochok.

 

Disse behandlinger har alle – ud over alvorlige bivirkninger – det tilfælles, at de griber forstyrrende ind i og blokerer de processer, der foregår i personens sind/psyke. På denne måde adskiller behandlingen af psyken sig ikke fra behandlingen af legemet i forhold til symptomer. Processen i kroppen såvel som i psyken ses som værende potentielt destruktiv og i høj grad nedbrydende og må derfor undertrykkes.

 

Naturens helbredende kræfter

 

Denne grundlæggende filosofi minder os om, at vi skal stole på naturen, stole på kroppen, og den ikke-materielle Ånd, der giver liv, åndedrag og vitalitet til organismen og til helingsprocessen. I stedet for at se symptomer som irriterende og farlige manifestationer af en håbløst forvirret organisme, vil det være mere passende at se symptomer som organismens forsøg på at helbrede sig selv. For rigtigt at bane vej for denne helbredelse må vi støtte processen i stedet for at undertrykke den. Opgaven for enhver i klinikken er den samme som for alle andre patienter – at fremme patientens proces uden fordømmelse eller undertrykkelse.

 

Den jungianske psykoanalytiker Janet O Dallett skriver i sin bog When the spirits come back:PSYKEN VED, HVORDAN DEN SKAL HELBREDE SIG SELV… Det vi skal gøre er at være opmærksomme og tage de processer alvorligt, som psyken sætter i gang, det sprog og de billeder, som den giver os. Andre tider og steder har været mere forbundne med spirituelle realiteter, som den (såkaldt) psykotiske har oplevet… Gamle religiøse mysterier, nutidig mysticisme og såkaldt primitive folk kender alle til død og genfødsel, sjælens sorte mørke, transformation, søgen efter indsigt, shamanistisk indvielse. Den slags er den spirituelle realitets veje, sprog og billeder, som præger psykens selvhelbredelse.

 

Lægende naturmedicin

 

Nerveberoligende midler og adaptogener, med deres beroligende, centrerende egenskaber og deres tendens til at nære og genopbygge nervesystemet – det primært belastede organ i disse tilfælde – er vigtige allierede i behandlingen af psykoemotionelle forstyrrelser.

 

Lægebaldrian (Valerian, Valeriana officinalis)

Baldrian har en balancerende og regulerende effekt på det autonome nervesystem, der regulerer de interne organer uden vores medvirken. Den er specielt god mod søvnløshed, hvor den kan forkorte tiden, inden man falder i søvn. Dens bitre egenskaber stimulerer fordøjelsen såvel som nervesystemet – den kan hæmme en overstimulering. Den er en uvurderlig hjælp i klinikken til at mildne en akut eller kronisk psykotisk tilstand. Den får tingene dysset ned meget mere effektivt end de blidere urter, der ikke har samme slagkraft.

Det er blevet sagt, at “Fred vil opstå med det samme, hvis man giver en stridslysten mand baldrian”, hvilket indikerer, at baldrian kan bruges som tilskud, hvis en patient har tendens til voldelig opførsel.

 

Passionsblomst (Passion flower, Passiflora incarnata)

Passionsblomst kan bruges, når symptomer stammer fra dyb sorg, sjælelig krænkelse eller i tilfælde med direkte hjertebanken. Frygt og paranoia kan ledsages af en livsangst, der går lige i hjertet på patienten. Hvis den bruges sammen med lægebaldrian, opstår der en balancering af de mandlige (baldrian) og de kvindelige (passionsblomst) energier i det organ, der primært er påvirket: nervesystemet. Dette er gavnligt, da sådanne cases netop udviser en dyb splittelse i sindet med en stærk oplevelse af dualitet (tosidethed).

 

Almindelig havre (Milky oats, Avena sativa)

For patienter, der ikke spiser godt eller nok, er denne urt lige det rigtige. Den er næringsrig, den er en vidunderlig nervetonic, og den er blid, men alligevel pålidelig. Man siger, at avena kan bringe fokus til det urolige sind, der springer fra emne til emne. Den kan hjælpe på afhængighed af forskellige typer narkotika. Den kan bruges til restituering efter en sygdomssvækkelse og kan også bruges efter en akut krise såvel som i restitueringsfasen efter psykose eller mani.

 

Prikbladet perikon (St. John’s wort, Hypericum perforatum)

Perikon er almindeligt kendt som en regenererende nervetonic for både psykiatriske og neurologiske lidelser. Den virker direkte beroligende på det limbiske system og, hvilket er vist i mange studier, er et stærkt middel mod mild til moderat depression. Til den dybe, mørke depression er sort sølvlys (actaea racemosa/cimicifuga racemosa) som regel bedre, men de to arbejder også fint sammen. Hyperikon, der har fået sit navn fra den græske titan Hyperion, Solens Gud, har en stærk sammenhæng med solen. Hvis man indtager den i høje doser eller man er meget sensitiv, kan man få solallergi, og alligevel kan den bruges på huden som solcreme og mod solskoldning. Ligesom dens blade lader sollyset igennem, bringer den solen ind i kroppen, hvor der er nedtrykthed. Dens blomster har også solens farve – en smuk, klar gul.

 

Navnet hyperikum skulle betyde “over ånden”, hvilket refererer til, at den er så forfærdelig for onde ånder, at blot et pust af den vil få dem til at flyve væk. I shamanisme, hvor psykoser opfattes som en besættelse af onde ånder, bruger man denne plante. Det kan virke forældet i dag, men det de beskrev dengang som onde ånder eller dæmoner kan i dag forstås som negative tankemønstre eller emotionelle tilstande, som enten stammer fra patientens egen psyke eller fra stærke projektioner uden for patienten. Terry Clifford skriver i sin bog Tibetan Buddhist Medicine & Psychiatry: “Dæmoner er hovedsageligt psykologiske fænomener forbundet med forskellige mentale og følelsesmæssige dunkelheder … Lærde tibetanere … betragter (dæmoner) som mentale entiteter eller projektioner, for det meste af en lavere rangorden, eller som åndelige kraftfelter – enten naturlige eller konstruerede.”

 

Sort sølvlys (Black cohosh, Actaea racemosa, synonym: Cimicifuga racemosa)

De specifikke indikationer for sort sølvlys er bl.a. dyb, sort depression, følelse af en sort sky, der pludselig sænker sig ud af ingenting og en følelse af vildskab i sindet med manglende evne til at fokusere. Det er en forfærdelig tilstand med mentalt kaos og paranoia. Her er så mørkt, at hyperikum ikke kan trænge ind, og i akutte situationer kan der være behov for meget høje doser. Man skal dog følge patienten nøje, for der kan komme forgiftningssymptomer. (Red.: Se mere her på side 3: https://www.americanherbalistsguild.com/sites/americanherbalistsguild.com/files/sample-articles-pdfs/botanical_interventions_in_the_treatment_of_psychoemotional_disorders.pdf ,

og undersøg på nettet, hvilke yderligere erfaringer der er med denne plante. Selvmedicinering må frarådes.)

Cimicifuga kan hjælpe kvinder med PMS eller overgangsalder.

 

 

Kava (Kava, Piper methysticum)

Kan løfte en person ud af depression og angst. Den kan give patienten en mild følelse af fred og eufori. Skal ikke tages over længere tid.

 

Asiatisk Centella (Gotu Cola, Centella asiatica)

Dette er et ayurvedisk lægemiddel, der kan revitalisere hjernen og nerverne, forbedre evnen til at koncentrere sig, bringe mere ro og forbedre hukommelsen. Den afbalancerer højre og venstre hjernehalvdel, og hjælper kroppen til at klare stress.

 

 

 

Red.: Se kildematerialet for oplysninger om mange flere lægende urter.

https://www.americanherbalistsguild.com/sites/americanherbalistsguild.com/files/sample-articles-pdfs/botanical_interventions_in_the_treatment_of_psychoemotional_disorders.pdf