fbpx

Flydende sukker er skadeligt

En ny europæisk undersøgelse sætter fokus på indtag af sodavand og læskedrikke, og det er ikke gode nyheder. Et højt indtag af sodavand – såvel sukkersødede som kunstigt sødede – ses direkte forbundet med højere dødelighed. Læs med her…

En ny undersøgelse har vist, at indtag af søde læskedrikke er skadeligt for dit helbred og din livslængde. Jo mere sodavand du drikker, jo kortere tid lever du, sammenlignet med de, som ikke drikker sodavand. Det er den klare konklusion i en stor europæisk undersøgelse. Studiet omfatter både sukkersødede og kunstigt sødede læskedrikke, og inkluderer altså også lightprodukter.

De deltagere, der indtog to glas sodavand om dagen havde 17 procent højere risiko for at dø under det 16 årige undersøgelsesforløb, sammenlignet med de personer, der drak mindre end et glas sodavand om måneden.

En af de mere overraskende opdagelser fra studiet er, at der blev konstateret flest dødsfald blandt de, der drak light sodavand. I gruppen, der indtog lightsodavand viste der sig en øget risiko for tidlig død på hele 26%.

Forskerne bag studiet har kortlagt deltagernes livsstil, og de kan oplyse, at de deltagere, der drak mange lightsodavand, i højere grad drak mere kaffe, røg, generelt drak flere sodavand, og mange i denne gruppe vejede desuden for meget og var dårligere uddannede end dem, der drak mindre sodavand. Det er derfor ikke nødvendigvis de omdiskuterede sødemidler i sig selv, der er skyld i miseren, men måske i højere grad den generelle livsstil. Det ville dog være ønskeligt med lidt mere uafhængig forskning i lightprodukter og sødemidler, for det er ikke første gang vi støder på forskningsresultater, der viser negative konsekvenser efter indtag af kunstige sødemidler.

Cirka en halv million europæere deltog i undersøgelsen, der løb over 16 år. Konklusionen var klar og tydelig; et højt indtag af sodavand er direkte er forbundet med højere dødelighed, uanset om det er sukkersødede sodavand eller sodavand, sødet med kunstige sødemidler. Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet JAMA Internal Medicine.

Jeg kan varmt anbefale dig at drikke rent og friskt vand istedet for sodavand, eventuelt tilsat agurk, mynte eller bær. Hent inspiration HER

Reference: Elio Riboli, MD; Marc J. Gunter, PhD; Neil Murphy et al; “Association Between Soft Drink Consumption and Mortality in 10 European Countries”; JAMA Intern Med. 2019;179(11):1479-1490. doi:10.1001/jamainternmed.2019.2478